Publisert i sfm.no 28 mars 2005
Av Carsten K Agger (Dansk artikkel med dansk tekst)

Problemet med de sociale myndigheders rolle som børnenes beskytter – og den hermed forbundne indgriben i familiers liv – har to aspekter. For det første er det en kendsgerning, at der findes børn, som vokser op under ødelæggende vilkår; i medierne har der f.eks. været en del omtale af sager, hvor børn er udsat for meget grov vold (somme tider med døden til følge), seksuelt misbrug og andre overgreb, og hvor det ganske oplagt ville være bedre for barnet ikke at leve under sådanne forhold. I andre tilfælde kan familier som følge af materiel fattigdom eller andre problemer (f.eks. misbrug af alkohol eller andre stoffer) leve under forhold, der på den ene side er problematiske for såvel familiens voksne som dens børn, men hvor det på den anden side ikke er oplagt, at det ville være bedre for barnet ikke at bo hos sine forældre.
For det andet er spørgsmålet, hvordan man – i erkendelse af, at der er børn og familier, der kunne have brug for hjælp – bedst muligt hjælper de familier, der har brug for det.

Den almindelige løsning, som ofte fremhæves i medierne, er at skole, daginstitution eller naboer må foretage underretning til de sociale myndigheder, som herefter må tage affære og i yderste konsekvens redde børnene fra deres "dårlige forældre".
Dette skridt fører imidlertid ofte ikke til en reel forbedring af familiens (og hermed børnenes) levevilkår, men derimod til, at familien indleder en karriere som sociale klienter – mennesker, hvis livsførelse problematiseres og mistænkeliggøres, og hvis problemer ofte reduceres til moralske eller menneskelige mangler hos familiens voksne. I stedet for hjælp på baggrund af en analyse af de problemer, der faktisk måtte være, gives standardiserede "hjælpeforanstaltninger", hvis karakter af kontrol snarere bidrager til forældrenes magtesløshed end hjælper dem til bedre at løse deres og deres børns eventuelle problemer (se også artiklen "Vilkårlige tvangsfjernelser" i Faklen nr. 13).

Som påvist af Tine Egelund i hendes doktordisputats Beskyttelse af Barndommen, fokuserer sagsbehandlerne i sådanne sager også mere på familiens eventuelle afvigelse fra antagne normer for, hvordan en familie bør leve sit liv, end på børnenes reelle forhold og trivsel. I det stigende antal sager, der ender med en tvangsfjernelse, kan man altså hverken regne med, at der ligger en dybere indsigt i familiens liv, børnenes problemer eller faktiske befindende bag, idet sagsbehandlerne først og fremmest fokuserer på familiens overholdelse af sådanne normer uden hensyntagen til dens sociale, økonomiske og kulturelle forhold og integritet.
Denne holdning afspejles også i den politiske debat om emnet, som domineres af "eksperters" og politikeres bekymring over børn, som vokser op i "dårlige familier"; løsningen på problemet bliver let en simpel dæmonisering af socialt belastede forældre og et krav om at "redde" disses børn fra en tilværelse som "rossets børn", som det for eksempel udtrykkes af formanden for Landsforeningen Børns Rettigheder i Politiken, den 6.6.97: "… der bliver flere og flere [udsatte børn]. Vi bør sikre dem ved at tilsidesætte forældrenes ejendomsret og tvangsfjerne langt flere børn."
Ammunition til en sådan argumentation med krav om stramninger hentes ofte fra de i indledningen nævnte spektakulære enkeltsager, hvor konklusionen i medierne ofte bliver, at langt flere børn burde tvangsfjernes.

I sådanne diskussioner fremføres ofte en skelnen mellem barnets tarv og forældrenes retssikkerhed. I denne skelnen ligger implicit en antagelse af, at en prioritering af "barnets tarv" nødvendigvis vil indebære flere tvangsfjernelser – med andre ord, at flere tvangsfjernelser nødvendigvis er et gode for alle de berørte børn. Men er en underminering af "forældrenes retssikkerhed" (f.eks. ved at lempe kravene til dokumentation af, at en tvangsfjernelse er nødvendig) nødvendigvis en styrkelse af "barnets tarv"?

Og hvor reel er denne skelnen i sager, hvor der (som i de fleste anbringelsessager) ikke er tale om misbrug eller vold, men om en såkaldt "gråzoneanbringelse", som snarere kan handle om dårlig kommunikation mellem familie og forvaltning eller om en sagsbehandlers negative vurdering af forældrene end om decideret dårlig trivsel hos barnet?

Sandheden er vel, at der i langt de fleste tilfælde ikke er nogen reel modsætning mellem barnets behov og forældrenes retssikkerhed, fordi der ikke er nogen reel modsætning mellem barnets og forældrenes interesser.
Hvis en forbedring af familiens forhold kan føre til, at en anbringelse kan undgås, vil dét i alle andre end de mest ekstreme tilfælde være det bedste for barnet. Selve anbringelsen og det hermed forbundne tab af forældre og øvrig familie repræsenterer et brud i barnets liv, som selv den mest velmenende institutionelle professionalisme eller den mest kærlige plejefamilie ikke kan opveje.

Bedre sagsbehandling og færre tvangsfjernelser
I Socialministeriets vejledning om sagsbehandlingen i sager om "truede" børn hedder det: "Der må generelt stilles store krav til sagsbehandlingen i sager om støtte til børn/unge og deres familier, da der er tale om et meget følsomt område, hvor der i en sag ofte er meget personlige og private oplysninger."

I modsætning hertil opremser Tine Egelund om den faktiske sagsbehandling i sådanne sager, at journalerne ofte er "sjusket skrevet", "selvmodsigende", og at "det kan være vanskeligt at skelne mellem fakta, rygter og tolkninger" i journalernes oplysninger.

Beslutningen om, hvem der anbringes eller ikke anbringes, kan derfor ofte blive præget af vilkårlighed, hvorfor såvel sagkundskaben som utallige familier kan berette om anbringelser, som for personer med kendskab til de pågældende familier må synes ganske uforståelige.
Et ekstremt eksempel herpå finder vi i Berlingske Tidende den 10. august 2001, hvor det omtales, hvordan søstrene Amalie og Maja blev tvangsfjernet efter (viste det sig) falske beskyldninger mod deres mor om vold mod børnene. Maja fortæller, hvordan hun blev afhentet i skolen: "En af dem fra kommunen sagde, at de troede, min mor havde forsøgt at slå mig og min søster, og at jeg skulle et sted hen, hvor min mor ikke kunne finde os. Jeg gik gennem skolens gange med en politibetjent på hver side. Alle mine kammerater stirrede på mig. Jeg blev ved med at tænke, at der måtte være sket en fejl."

Dette eksempel viser også, hvor galt det kan gå, når et kortsigtet politisk krav om "stramninger" kombineres med forvaltninger, hvis arbejde præges af underbemanding, nedvurdering af "klienterne" og en sagsbehandling, der ofte præges af sjusk og ikke lever op til lovens krav. Et alternativ kunne være at adskille "hjælpefunktionen" fra "kontrolfunktionen" i det sociale system, så de mennesker, der har til opgave at hjælpe og støtte familier eller børn med problemer, ikke er de samme, som har til opgave at tage stilling til anbringelse af børn i de mere ekstreme tilfælde. En anbringelse koster nemt 300.000 kr. om året.

Hvor meget kunne ikke være sparet i form af tab og afsavn hos unødigt anbragte børn og af lidelse hos børn i familier, som faktisk kunne have brug for hjælp, om midler i denne størrelsesorden kunne bruges til reel, skræddersyet hjælp, givet i respekt for den enkelte families egenart – frem for til anbringelser, der er produktet af en sagsbehandling, hvis dimension af kontrol med familiens voksne fører til overdreven mistænkeliggørelse af de forældre, som i de fleste tilfælde er de bedste til at tage vare på og bekymre sig om deres børn?